I en lille dansk landsby, hvor en uhyggelig stilhed lå tungt over husene, indtraf en tragedie, der for altid skulle mærke dens beboere. Midt i en voldsom storm slukkedes to uskyldige liv – tvillingerne Liva og Lukas, uadskillelige fra deres første åndedrag til deres sidste.
Begravelsen skulle have været et stille farvel, fyldt med tårer og minder. Men ingen kunne forestille sig, at denne mørke dag ville forvandle sig til et mareridt. Mellem bønner og snøft lå to hvide kister side om side – symboler på et brudt bånd af søskendekærlighed.
Da præsten begyndte sin bøn, lød et skingert skrig. Det var seksårige Emma, deres kusine, som pegede mod en af kisterne med rædsel i øjnene.
— “Lukas bevæger sig! Jeg så det!” råbte hun.
Panikken bredte sig. Ingen turde trække vejret. Pludselig lød et dunk indefra kisten. Folk skreg, nogle flygtede, andre tabte deres telefoner. Forældrene styrtede frem, fanget mellem håb og frygt. Men det slag skulle ikke blive det sidste…
Liva og Lukas var ikke blot søskende – de var to sjæle født med fem minutters mellemrum. Ud ad til levede de et perfekt liv: kærlig familie, varmt hjem, glade børn. Men bag væggene lurede noget mørkt.
Liva var modig og nysgerrig, Lukas stille og følsom. Snart begyndte mærkelige ting at ske: Lukas talte med usynlige mennesker, hviskede om natten til skygger, kun han kunne se. En dag fandt Liva under sin seng en notesbog fuld af uhyggelige tegninger – mørke skove, ansigtsløse figurer, og ét ord midt på siden: “Vogteren.”
Da hun viste den til sin mor, Sara, blev denne vred:
— “Hold op med at skræmme din bror! Det er bare fantasi.”
Men Liva vidste, at noget ondt var kommet ind i huset.
Lyset blinkede, kolde vinde sneg sig gennem gangene, og om natten kunne man høre hvisken fra ventilationsrørene. En nat vågnede Liva og så Lukas stå ved hendes seng, stirrende tomt frem for sig.
— “Hun er næsten her,” mumlede han.
Kort efter forsvandt Lukas en eftermiddag og kom tilbage med mudrede fødder og et underligt smil.
— “Vogteren viste mig stedet,” sagde han dæmpet.
Da Liva undersøgte sagen, fandt hun en gammel avisartikel om en dreng ved navn Kasper, der forsvandt i samme område for mange år siden. Hans sidste ord var: “Hun kommer efter mig.”
To dage før begravelsen døde Lukas under voldsomme kramper. Lægerne talte om et epileptisk anfald, men Liva vidste, at Vogteren havde krævet ham. Dagen efter fandt man Liva død i sin seng. To dødsfald på 24 timer.
Under begravelsen, da de to kister stod side om side, lød slaget fra Lukas’ kiste. Emma skreg, at hun havde set ham bevæge sig. Præsten forsøgte at berolige alle med, at det måtte være luft, men inderst inde vidste alle, at noget frygteligt var begyndt.
Den aften vendte familien hjem i chok. Døren til tvillingernes værelse gik op af sig selv, lyset blinkede, og i spejlet stod der skrevet i duggen:
“Hun er den næste.”
Sara, som huskede historien om Kasper, opsøgte sin gamle bedstemor, Ellen Mortensen, på 90 år. Den gamle kvinde rystede på hovedet:
— “Vogteren lever af frygt og tvillingers bånd. Hun vender altid tilbage hvert tredive år.”
Frygten voksede. En nat skreg Emma:
— “Liva er under min seng!”
Faderen, Mikkel, løb ud for at starte bilen, men noget slog ham hårdt i baghovedet. Og så så de hende: en høj, ansigtsløs skikkelse med røde, glødende øjne.
Politiet fandt intet, men en betjent genkendte tegningerne fra notesbogen – hans egen fætter var forsvundet i skoven år tilbage. Samme nat fandt Sara en sætning skrevet i Lukas’ dagbog:
“Midnat. Døren. Bring hende.”
Ved midnat gik Sara ud i skoven. Emma fulgte efter. Under et bueformet træ stod Vogteren.
— “Nu vil hun have mig. Liva kæmpede,” hviskede Emma.
Sara forsøgte at beskytte hende, men skikkelsen smilede – og mørket slugte dem begge.
Da solen stod op, var Emma væk. Efter sporene fandt de en lysning. Der stod Lukas, med sorte øjne, og Liva, omgivet af et blødt, hvidt lys.
— “Du skal vælge,” sagde Liva stille. “Én bliver, én går.”
Emma trådte frem, bleg men i live.
— “Liva hjalp mig,” sagde hun.
Sara græd og holdt hende tæt, mens Liva trådte frem.
— “Jeg er ikke bange mere, mor. Jeg ved, hvad jeg skal gøre.”
Lukas tog hendes hånd.
— “Hvis vi går sammen, ender det.”
De to forsvandt ind i mørket. Et varmt lys brød frem, Vogteren skreg, og alt blev stille.
Da Sara og Mikkel forlod skoven, var himlen klar. Jorden, hvor døren havde været, var lukket – og der voksede to blomster: en hvid og en blå.
Senere tegnede Emma Liva og Lukas på en mark fyldt med lys, smilende.
— “Nu har de fred,” sagde hun stille.
Ugerne gik, og huset blev fyldt med ro. I haven plantede de et træ som symbol på håb. Nogle aftener stod Emma ved vinduet og hviskede:
— “Tak, Liva. Tak, Lukas.”
Sara smilede, vidende at nogle bånd end ikke døden kan bryde.
Og dybt inde i skoven kunne man stadig høre fjerne børnelatter… et ekko af kærlighed, der aldrig dør.