Ti år efter at have forladt sin mand Anders og deres to små døtre, fordi hun nægtede at blive omsorgsperson for hans liv i kørestol, vendte Katrine tilbage til deres hjem og bad om økonomisk hjælp. Efter at hendes anden mand havde forladt hende, og hun stod på randen af økonomisk ruin, dukkede hun op på trappen foran huset, mærket af alder og udmattelse. Anders, som nu alene havde opdraget Grete og Amalie, lod hende modvilligt komme ind, selv om luften var tung af uløste spændinger. Pigerne, nu tretten og ti år gamle, stod tavse ved deres fars side med en kølig tilbageholdenhed.
Middagen blev serveret, men det var en akavet affære præget af påtvungen småsnak og den tydelige virkelighed af det liv, Katrine havde forladt. Pigerne, som var dybt fortrolige med deres hverdag sammen med Anders, mødte hende med høflig distance, mens Katrine sad som en fremmed i et hjem bygget på minder, som hun ikke havde været en del af. Dynamikken var tydelig: Hun var en outsider, der forsøgte at finde sin plads i en familie, som for længst havde vænnet sig til hendes fravær.
Efter middagen hentede Anders en slidt eventyrbog, holdt sammen med tape, med titlen „Den lille rævs eventyr“. Den var mere end blot en børnebog; margenerne var fyldt med hans håndskrevne noter, som dokumenterede pigernes milepæle og udfordringer – netop de år, Katrine var gået glip af. Han bad hende læse bogen højt for pigerne og tvang hende dermed til at konfrontere hverdagen og den følelsesmæssige vægt af den barndom, hun frivilligt havde forladt.
Mens Katrine læste, rystede hendes stemme, og pigerne betragtede hende opmærksomt, mens de for første gang hørte den mor, de hidtil kun havde kendt fra fotografier. Oplevelsen bragte tårer frem, og den efterfølgende samtale gav pigerne mulighed for at stille svære spørgsmål og gennemskue enhver undskyldning for hendes afsked. Hun blev tvunget til at se den barske sandhed om sine tidligere valg i øjnene uden at kunne gemme sig bag forklaringer. Hun erkendte, at hun havde været fraværende på deres fødselsdage og ikke havde delt deres frygt, oplevelser eller opvækst.
Til sidst gav Anders Katrine nok penge til at hjælpe hende på fode igen, men han gjorde det klart, at det ikke var et tegn på glemsel. Han gav hende bogen, så hun endelig kunne afslutte den historie, hun havde forladt. Samtidig lærte han sine døtre, at medfølelse er vigtig, men ikke kræver, at man benægter fortiden. Da Katrine gik, slog familien op på et nyt kapitel og lagde den gamle, smertefulde fortælling bag sig, mens de begyndte på en ny historie.