I to år var jeg ved min mands side hver eneste dag, mens kræften langsomt og ubarmhjertigt nedbrød ham. Sygdommen tog først hans styrke, så hans stemme og til sidst evnen til overhovedet at stå op af sengen. Jeg madede ham med ske, skiftede hans sengetøj, og jeg var den eneste, der holdt hans hånd, når han vågnede badet i angst om natten. Da vi blev gift, var Erik ældre end mig, og jeg forelskede mig i den stille styrke, der gav mig så meget ro. Da vi fik at vide, at han var i den sidste fase af sin sygdom, bad han mig om én ting: «Bliv hos mig.» Jeg forlod ham aldrig; jeg blev hans hænder, hans fødder og hans stemme.
Eriks voksne børn, Morten og Camilla, viste sig næsten aldrig i de svære dage. Selvom de indimellem ringede og lovede at komme på besøg, var deres egne travle liv altid vigtigere end deres far. Erik lukkede øjnene for sidste gang en tidlig morgen, mens han holdt min hånd. I det øjeblik følte jeg, at ikke kun hans, men også mit liv var forbi. Kort efter begravelsen mødte børnene op ved huset; de kom ikke med blomster eller medfølelse, men med kolde sagsmapper. De erklærede, at huset, bankkontiene og alt andet tilhørte dem, og at jeg ikke længere havde en plads her. De satte mig bogstaveligt talt på gaden.
Med kun to kufferter stod jeg tilbage på fortovet, smidt ud af det hjem, jeg havde givet mine år til, som om jeg var en fremmed. Jeg havde ikke flere kræfter tilbage til at kæmpe. I dagevis sad jeg på et hotelværelse uden at ane, hvad jeg skulle gøre. Lige da jeg troede, at alt var slut, tikkede en mystisk besked ind på min telefon. Beskeden indeholdt en bankadresse, et boksnummer og en kode bestående af min fødselsdato. Det stod klart, at Erik havde efterladt mig et testamente. Med rystende hænder tog jeg hen i banken, og da jeg åbnede boksen, brød jeg fuldstændig sammen i gråd.
Nede i boksen lå guldsmykker og juveler, der var blevet indsamlet og udvalgt med omhu gennem mange år. Øverst lå en seddel skrevet med Eriks håndskrift, som jeg kendte så godt. I brevet forklarede han, at han oprindeligt havde opbygget denne opsparing for at sikre sine børns fremtid, men at han havde ombestemt sig, da han så deres mangel på loyalitet under hans sygdom. ”Dette guld kan aldrig betale for din troskab, din omsorg og din betingelsesløse kærlighed, men lad det være en start på dit nye liv,” havde han skrevet. Hans børn havde aldrig vidst – og ville aldrig få at vide – at denne skat eksisterede.
I det øjeblik forstod jeg, at min mand ikke kun havde været hos mig fysisk; han havde også planlagt at beskytte mig mod denne samvittighedsløshed efter sin død. Til sidst i brevet stod der: ”Hold ikke fast i fortiden, og lev ikke i smerte; du fortjener lykke og fred.” Mens jeg stod midt i banken og pressede papiret mod mit bryst, havde jeg ikke kun fået økonomisk styrke, men også den store retfærdighed, jeg fortjente. Nu havde jeg det eneste, jeg behøvede for at opbygge et nyt liv: Min mands sidste velsignelse og støtte.